Sådan tiltrækker du flere sommerfugle i din have

Sommerfugle er blandt de smukkeste insekter, du kan finde i en have, og i Danmark har vi registreret hele 98 forskellige dagsommerfugle. Selvom det ikke er dem alle, du kan få fornøjelsen af i din egen have, kan du dog gøre forskellige ting for at få flere af de farvestrålende sommerfugle til at flytte ind hos dig.
Har du lyst til, at din have skal summe med smukke sommerfugle, får du her fem tips, der kan gøre din have til et attraktivt levested for sommerfuglene.
1. Plant nektarholdige blomster
Sommerfugle lever af blomsternes nektar, og derfor skal din have naturligvis indeholde en masse buske og blomster med nektar. Det kan for eksempel være asters, blåhat eller hjortetrøst. Plant også gerne dine planter, så der er blomster hele sæsonen fra det tidligere forår, og indtil frosten sætter ind.
2. Lav områder med sol og læ
Det bliver svært at skabe en sommerfuglehave, hvis dine blomsterbede er nordvendte, og hvis de står i skygge og blæst. Sommerfuglene vil nemlig gerne befinde sig på steder med sol og i læ fra vinden.
3. Undgå sprøjtemidler
Gift og sprøjtemidler gavner ikke biodiversiteten, og derfor skal du undgå at benytte disse, hvis du ønsker flere sommerfugle i din have.
4. Husk sommerfuglelarverne
Der er ingen sommerfugle uden sommerfuglelarver. Skab derfor et område med planter, som larverne kan spise, når de udklækkes. Det kunne eksempelvis være brændenælde, kællingetand eller løgkarse.
5. Lav et vinterly
Sørg for, at sommerfuglene har et sted at overvintre. Det gør de blandt andet i brændestabler og kvasbunker.
Del


