Sådan holder du på varmen i din bolig

Forsvinder varmen også ud af din bolig, når temperaturen falder udenfor? Kan du mærke træk, og får du kolde fødder (bogstavelig talt), når du er hjemme? Det kan tyde på, at varmen fiser ud af dit hjem. Her får du derfor en liste over steder, hvor du kan optimere og afhjælpe dit varmetab. På den måde får du et rarere hjem at opholde dig i og forhåbentlig også en mindre varmeregning.
Spær ikke for din radiator
Ofte er det ikke de helt store ændringer, der skal til, for at du kan mærke en forandring. Et let tip er, at du kan tjekke dine radiatorer, som ikke må stå spærret af dine møbler. Det gør nemlig, at de ikke afgiver særlig meget varme. Flyt derfor dine møbler minimum 20 centimeter væk fra dine radiatorer.
Ens temperatur i alle rum
Det kan føles ekstra koldt og som træk, hvis der er stor varmeforskel mellem forskellige rum. Hold derfor en nogenlunde ens temperatur i alle husets værelser. Dette gør samtidigt, at der ikke kommer varm luft ind i de kolde rum, som kan skabe kondens og dermed risiko for skimmelsvamp. Vil du dog stadig gerne have en lavere temperatur i for eksempel dit soveværelse, så sørg for at holde døren til soveværelset lukket.
Loftslem
Har du et hus med en loftslem, er det en god ide at tjekke, om den er godt isoleret og tæt. Det er nemlig ikke tilfældet ved mange ældre huse, og det er ofte her, et af de helt store varmetab sker. Varme vil altid bevæge sig opad, og derfor vil varmen stige fra boligen og op under taget. Du kan få hjælp til at isolere eller tætne din loftslem af en fagmand, men der findes også gør det selv-råd til dette. Eksempelvis kan du udbedre noget af tabet ved at påføre nye tætningslister, så mere af varmen bliver inde i boligen.
Vinduer
Op mod 30 procent af et rums varmetab sker ved vinduerne. Det er altså et af de steder i boligen, hvor du med fordel kan imødekomme træk og varmetab. Her kan du også tjekke, om der er behov for at tætne dine vinduer med en ny tætningsliste. Bor du i et ældre hus med gamle vinduer, kan du også overveje, om det er tid til at skifte dine vinduer til mere energibesparende ruder.
Mangler du en hurtigere løsning, så brug dine gardiner og persienner til at holde varmen inde. Du er højst sandsynlig vant til at rulle gardinerne ned om natten i soveværelset, men udvid gerne til resten af huset. Gardinerne hjælper nemlig til, at varmen forbliver inde i huset om natten.
Bestil en test
Nogle gange ved du præcis, hvor varmen slipper ud af din bolig. Her kan du med fordel få en fagmand til at udskifte eller efterisolere, hvor det trænger. Men er du i tvivl om, hvor meget eller hvor dit varmetab er størst, er det også muligt at købe dig til en test, der kan måle, om dit hus er utæt. Du kan blandt andet vælge en blower door-test, som ved hjælp af en ventilator kan måle, om dit hus er tæt. Ellers findes der også en termografisk undersøgelse, som med et varmefølsomt kamera kan vise temperaturforskelle på både udendørs- og indendørsområder af dit hus og på den måde afsløre utætheder.
Del


