Sådan er reglerne for snerydning

Er du husejer, kan du godt finde sneskovlen frem, når sneen begynder at dale. Det er nemlig dit ansvar at salte og snerydde, så andre ikke falder på det glatte fortov uden for dit hjem. Læs mere om reglerne for snerydning her.
Nyfalden sne kan give de grå vintermåneder et smukt, hvidt pust. Men for husejere kommer snevejret også med nogle forpligtelser. Der er nemlig regler for snerydning, og her skal boligejerne have fat i både saltsækken og sneskovlen. Bor du ud til en offentlig vej, har du pligt til at rydde sneen og salte eller gruse fortovet uden for dit hjem. Ligger dit hus ud til en privat fællesvej, kan du også have ansvaret for at rydde halvdelen af kørebanen uden for din bolig, mens din nabo overfor har ansvaret for den anden halvdel af kørebanen.
Derudover gælder det, at du skal rydde sne og salte din indkørsel, havegang, trapper foran dit hus og andre færdselsarealer. Dette er til for, at din postmand, skraldemand og andre gæster kan færdes uden at falde og slå sig.
Reglerne for snerydning lyder, at førnævnte områder skal ryddes, snarest efter sneen falder. Som udgangspunkt har du et ansvar som boligejer for, at områderne er ryddet mandag til lørdag klokken 7-22 og søndag klokken 8-22. Er du på arbejde, kan du dog vente med at snerydde, til du kommer hjem.
Ingen snerydning kan koste dig dyrt
Overholder du ikke din pligt om snerydning, kan det blive dyrt for dig. Hvis du flere gange ikke overholder reglerne for snerydning, har din kommune mulighed for at fjerne sneen for dig – på din regning. Du kan også risikere at modtage en bøde for manglende snerydning.
Værst er det dog, hvis en person kommer til skade, fordi du ikke har ryddet sne og saltet ved din bolig. I det tilfælde kan du blive holdt ansvarlig for skaden og risikere at skulle betale erstatning.
Hvis du er bortrejst
Er du taget på vinterferie i dit sommerhus, eller er du på anden måde bortrejst, har du stadig ansvar for, at der er sneryddet og saltet. Derfor kan det være en god ide at lave en aftale med en nabo eller en anden, som har mulighed for at fjerne sneen, hvis det bliver nødvendigt.
Del


