8 råd til et sundere indeklima i din bolig

Danskerne opholder sig indendørs i op mod 80-90 procent af deres liv. Derfor er det vigtigt, at din boligs indeklima er optimalt, så det ikke skaber gener, der kan påvirke dit helbred og velbefindende. Vil du forbedre dit indeklima, får du her otte råd, der kan hjælpe dig til et sundere indendørsmiljø.
1. Luft ud flere gange om dagen
Flere af tingene i dit hjem udskiller partikler og kemikalier, der kan påvirke dit indeklima. Det gælder blandt andet dine elektronikapparater, møbler, rengøringsmidler og legetøj. Luft derfor gerne ud tre gange dagligt med gennemtræk i 5-10 minutter.
2. Hold en stabil temperatur
Du kan holde luftfugtigheden nede, hvis dit hjem er konstant opvarmet. Hold derfor en stabil temperatur på 20-23 grader i alle rum.
3. Gør rent ofte
Kemikalier binder sig til støvet i din bolig, så hold din bolig rengjort, og indret dig, så du let kan støve af.
4. Tør ikke dit tøj indendørs
Tørrer du tøj indendørs, vil der være langt højere luftfugtighed i dit hjem og dermed et dårligere indeklima. I stedet kan du tørre dit tøj udenfor – gerne året rundt.
5. Tænd emhætten, når du laver mad
Husk at få gang i din emhætte, når du står ved komfuret og laver mad. Lad den også gerne køre i 10 minutter, efter du er færdig med madlavningen.
6. Sluk dine elektronikapparater, når du ikke bruger dem
Når dine elektriske apparater er tændte og varme, frigiver de en række skadelige partikler og kemikalier. Derfor er det vigtigt, at du slukker dem om natten, og når de ikke bliver brugt.
7. Luk døren til badeværelset under og efter bad
Når du tager et bad, trænger fugten hurtigt ud til andre rum. Hold derfor badeværelsesdøren lukket under og efter dit bad. Sørg også for at lufte godt ud, så fugten forlader badeværelset.
8. Drop stearinlys
Tændte stearinlys afgiver flere skadelige partikler og røggasser, der kan skade dit helbred og forværre dit indeklima. Find derfor alternativer så som andre levende eller elektriske lys, der kan erstatte de klassiske stearinlys. Hvis du ikke kan undvære stearinlys, så luft ud med gennemtræk i 5-10 minutter, efter de har været tændt.
Del


