Tag en god beslutning


Taget skærmer dit hjem for alskens vejr. Regn, frost og storm hærger toppen af dit hus gennem en lang årrække, og før eller siden står du over for det nødvendige – at lægge et nyt tag.

Det kan i første omgang være svært at finde ud af, om du har behov for at lægge et helt nyt tag. Blandt andet fordi det ikke er helt nemt at kravle rundt på taget. Det er derfor en god idé at få en byggesagkyndig eller et tagfirma til at inspicere det i første omgang.

Tag et valg
Hvis det herefter viser sig, at du bliver rådet til at få anlagt et nyt tag, er der mange valg at træffe. Vil du for eksempel betale mere for et materiale, der holder længere end et andet? Med hensyn til den efterfølgende vedligeholdelse kræver de forskellige tagtyper også, at du lægger forskellige mængder kræfter og kroner i projektet. Desuden afgør hældningen på dit tag også, hvorvidt der kan lægges teglsten eller ej. Inden du giver dig i kast med at lægge et nyt tag, skal du undersøge, om der er lokalplaner eller andre officielle regler og vedtægter, som stiller krav til tagtype og belægning. Vær opmærksom på, at udskifter du et gammelt tag med et nyt, kan du være forpligtet til at efterisolere efter samme krav som ved nybyggeri. Endelig er der også et æstetisk spørgsmål at tage stilling til. For hvilke materialer og farver passer til husets stil? Og måske vigtigere endnu: hvad vil fremtidige købere gerne have? Her kan en arkitekt vejlede dig.

Taglægger til tjeneste
Der findes ingen regler om, at du ikke selv må stå for udskiftningen af dit tag. Men det er ikke altid en god løsning. Tagprojekter kan nemlig være omfangsrige og komplicerede. De kan nemt tage flere måneder eller i værste tilfælde et halvt år, hvis du gør det selv. Hvis taget tilmed ikke bliver lagt korrekt, kan det føre til vandskader, der resulterer i råd og skimmelsvamp. Alt taget i betragtning bør du overveje professionel hjælp til at lægge et nyt tag.

Tip: Når du bruger en professionel taglægger, har du også mulighed for at isætte tagvindue, som giver mere lys i boligen.

Tag fat på det lette, få hjælp til det svære
Tagpap
Holdbarhed: 50 år. Kan lægges på en taghældning på ned til 1–2 grader. Det er tungt arbejde at lægge tagpap. Banerne af tagpap vejer for det første næsten 40 kg, og for det andet findes der mange tilfælde af brandskader, når tagpaprullerne skal brændes fast.

Bølgeeternitplader
Holdbarhed: 20–30 år. Kan lægges på en taghældning på ned til 14 grader. De fleste producenter af bølgeeternit har lavet en montagevejledning, som du kan arbejde efter. Bølgeeternittage er forholdsvis nemme at lægge og burde være en overkommelig opgave, hvis du har lidt håndværkersnilde.

Eternit-skifer
Holdbarhed: 30 år. Kan lægges på en taghældning på ned til 18 grader. Projektet skal udføres i samarbejde med en blikkenslager, der normalt laver bl.a. tagets inddækninger og skotrender. Det er svært at lægge et skifereternittag selv.

Naturskifer
Holdbarhed: over 100 år. Kan lægges på en taghældning på ned til 25 grader. Her skal der også laves inddækninger, skotrender m.m. Det er ikke et gørdet- selv-arbejde at lægge et tag af naturskifer.

Teglsten
Holdbarhed: 60 –100 år. Kan lægges på en taghældning på ned til 15-20 grader. Det er teknisk krævende og et vanskeligt arbejde at lægge et teglstenstag. Mange løsninger kræver en vis portion erfaring. Det frarådes at gøre det selv.

Privatlivspolitik