Fuger der dur


Har du tjekket fugerne i dit hjem for nylig? Nej, vel? Rigtig mange glemmer, at fuger ikke kun findes udvendigt, men også inde i selve boligen, og får du ikke ordnet beskadigede fuger i tide, kan det blive en dyr affære.

Fuger kan siges at være den ”lim”, der holder sammen på din bolig, og derfor er det vigtigt, at du sætter dig ind i, hvornår de trænger til en udskiftning. Faktisk bør du gennemgå hjemmets fuger mindst én gang om året.

Utætte fuger kan give svamp
Du bruger højst sandsynligt dine døre og vinduer flere gange dagligt, men vidste du, at det er fuger, der holder dem tætte? Du kan få dine vinduer til at holde længere, hvis du får udskiftet fugerne i tide. Er fugerne utætte, kan det resultere i svamp og råd både i og omkring vinduer og døre, og det kan komme til at koste mange penge, hvis skaden først er sket.

Også på badeværelset kan det være en god idé at kaste et regelmæssigt blik på fugerne. Der er generelt rigtig meget fugt på badeværelser, og i længden vil det komme til at gå ud over fugerne omkring gulvristen og brusenichen. Også her kan der opstå problemer med svamp, hvis fugerne ikke er tætte.

Hold øje med de bløde fuger
Bløde fuger er betegnelsen for fuger, der i hærdet tilstand stadig har elasticitet og fleksibilitet. Denne slags fuger er ideelle som tætning de steder, hvor der skal være en vandtæthed. Fugerne beskytter ikke kun mod vandindtrængning – de er også med til at sørge for, at snavs ikke samler sig i revnerne.

De bløde fuger er vigtige i samlingerne i badeværelset. Det kan for eksempel dreje sig om
de steder, hvor vægge og gulv mødes, eller hvor to vægge møder hinanden. De bløde
fuger bruges også ofte ved brusenichen og der, hvor håndvask og wc-kumme møder væggen.

Mangler der fuger, eller er de eksisterende fuger ikke længere i ordentlig stand, kan
det være medvirkende til, at der trænger vand ned i de underliggende konstruktioner, og så er det, du risikerer, at der kommer svamp og råd.

Trænger fugerne til en udskiftning?
Har de bløde fuger sluppet kanterne, eller er der revner og sprækker i mørtelfugerne, er det tid til at få dem repareret eller udskiftet. Med godt fugearbejde kan du forbedre din bolig, og er du ikke selv fugeekspert, kan du nemt få professionel hjælp.

Privatlivspolitik