Efterisolering: Sådan holder du varmen


Der findes mange gode grunde til at tjekke isoleringen i dit hus. Her er forbedringerne, der kan mærkes på både krop og økonomi!

Efterisolering er noget, man foretager, efter huset er bygget. Det kan enten være på steder,
hvor der ikke tidligere har været isoleret, eller på steder, som allerede er isoleret, men som behøver noget ekstra. Det er ikke kun ældre huse, der kan trænge til isolering. Selv forholdsvis nye konstruktioner kan have behov for lidt tætning her og der.

Hold på varmen, hold på pengene
Tag, vægge og vinduer skærmer din bolig mod vind og vejr, og de kan alle efterisoleres. I Danmark bruger vi omtrent 40 procent af landets samlede energiforbrug på at varme vores huse op. Når du efterisolerer, sænker du dit energiforbrug og reducerer dine varmeudgifter. Besparelsen kan du allerede mærke, fra den dag du får isoleret din bolig, og renoveringsprojektet tjener sig selv hjem i løbet af få år. Ud over at du sparer på pengene, sparer du også klimaet for en del CO2.

Det første sted, man bør efterisolere, er der, hvor det er nemmest at gøre. Som regel er det også der, det bedst kan betale sig. Derfor bør man starte med at efterisolere loftet. Hvis dit loft allerede er isoleret, findes der heldigvis mange andre områder at tage fat på. Andre tagkonstruktioner, skråvægge, ydervægge, gulvet over krybekælderen, skunkrum, gulv, kælderydervægge, kedlen på dit fyr og varmerørene – det er bare om at komme i gang!

Vidste du, at 30 % af varmetabet sker gennem toppen af huset?

Alle mulige materialer
Der findes næsten ingen grænser for, hvilke materialer man kan isolere sit hjem med. Det mest almindelige er mineraluld (glasuld eller stenuld), som kan bruges i alle bygningsdele. Herudover bruges flamingo til at isolere terrændæk og fundamenter. Du kan også vælge isoleringsformer som papirisolering, hørfibre, træfibre og hampefibre. Der kan opstå problemer med fugt og kuldebroer, hvis isoleringen ikke er udført byggeteknisk korrekt. En fagmand kan både hjælpe dig med at undersøge, hvilken type isoleringsmateriale der er mest hensigtsmæssig for dit hus, og udføre opgaven, hvis du ikke selv har mod på det.

Isolér - så er du salgsklar!
Hvis du efterisolerer dit hjem, vil din bolig også stige i værdi. Et velisoleret hus er langt mere attraktivt end et dårligt isoleret. Når du sælge dit hus, er der krav om energimærkning. Dette mærke gør potentielle købere opmærksomme på, hvor stort varmeforbruget er, beregnet ud fra mængden af isolering. Det er altså ikke kun en angivelse af, hvor meget varme du rent faktisk har brugt. Hvis du har sparet meget på varmen, får den nye ejer altså et mere retvisende billede af, hvad han eller hun sandsynligvis vil få af udgifter til varme.

Tip: Du kan spare ca. 2.200 kr. om året, hvis du efterisolerer 130 mloft fra 100 til 400 mm i et hus på 130 mopvarmet med fjernvarme. Se flere regneeksempler og besparelser på www.sparenergi.dk (august 2018).

8 gode råd til efterisolering
1: Undgå fugt
Tildæk isoleringen før brug, så den ikke bliver våd. Fugtig isolering øger risikoen for skimmelsvamp i din bolig.

2: Hold ventilationshuller frie
Tildækker du ventilations- og udluftningshuller, kan fugt i luften ikke slippe væk. Det øger risikoen for råd og svamp.

3: Tjek dampspærren
Er dampspærren hullet eller utæt langs siderne, skal den skiftes, inden du efterisolerer. Få eventuelt din lokale fagmand til at tjekke dampspærrens kvalitet, inden du går i gang.

4: Tilpas isoleringspladerne
Sørg for at beskære isoleringspladerne, så de er nøjagtig tilpasset spær eller bjælker. Det samme gælder ved dine vandrør, hvor du bør sørge for, at isoleringen når helt ind til væggen, hvor vandrørene kommer ud.

5: Vær omhyggelig ved samlinger
Kontrollér, at isoleringen ligger ordentligt, og at samlingerne er helt tætte. Husk også at forskyde samlingerne i de forskellige isoleringslag, så isoleringen bliver helt tæt.

6: Husk gangbroen
Når du efterisolerer loftet, bør du etablere en gangbro. Du risikerer nemlig at forringe isoleringsevnen, hvis isoleringen bliver sammentrådt. Du skal også sørge for, at der er minimum 7 centimeter til udluftning mellem isoleringen og gangbroen.

7: Hav udstyret i orden
Sørg for at have en beskyttelsesdragt med hætte samt åndedrætsværn, handsker og en korrekt kniv, inden du går i gang.

8: Spørg din lokale fagmand
Udfør kun isoleringsopgaver, hvis du er helt sikker på, hvad du foretager dig. Det er altid en god idé at spørge en professionel til råds, inden du går i gang.

Privatlivspolitik