Wednesday, April 17, 2019

Kaninkopper med slik

Vidste du, at påskeharen oprindelig er tysk og først hoppede over grænsen til Danmark i begyndelsen af 1900-tallet?

Siden dengang er påskeharen blevet utrolig populær i Danmark (måske primært fordi den medbringer chokoladepåskeæg), men det samme kan ikke siges at være tilfældet i Australien. Her kæmper man mod så høje bestande af harer og kaniner, at de betragtes som skadedyr, og derfor forsøger myndighederne at erstatte påskeharen med en påske-punggrævling. True story! Butikkerne flyder dog stadig med påskeharer (ifølge en australier vi har spurgt).

Selvom det kunne have været en sjov udfordring at lave pap-påske-punggrævlinger, så ”nøjes” vi altså med disse kaninkopper, som selvfølgelig er fyldt med små chokoladepåskeæg.

For at lave kaninkopper skal du bruge
› Hvidt, lyserødt og rosa pap
› Plastic- eller pap-krus
› Rulleøjne (10 mm)
› Eventuelt et farvet bånd rundt om bunden (10 mm bredt)
› Limpistol
› En hulens masse snolder! 

Du kan selvfølgelig lave dine helt egne skabeloner, og ellers er du velkommen til at printe vores, som du finder her:

Skabelon 

Fremgangsmåde
› Ørerne: Lim de rosa dele af ørerne fast på de lidt større, hvide dele af ørerne
› Kinderne: Lim de to lyserøde kinder sammen med et lille overlap
› Næsen: Lim den rosa næse fast bag på kinderne, så kun halvdelen stikker op
› Tænderne: Lim tænderne fast bag på kinderne, så cirka 2/3 stikker frem
› Lim alle delene fast på kruset, og sæt øjnene på
› Fyld op med slik!

Privatlivspolitik