Investér i det ideelle indeklima


Ventilation er vigtigt for et sundt og komfortabelt indeklima, og med det rigtige setup kan du også få luft i økonomien.

Ved du, at danskerne i gennemsnit opholder sig indendørs 80–90 % af tiden? Og at vi heraf bruger 16 timer af døgnet i vores bolig?

Ved du, at det forurener indeklimaet, når du er indenfor? Det kunne eksempelvis være med røg og partikler, når du laver mad og tænder stearinlys. Derudover kommer der fugt i luften, når du går i bad, vasker tøj og vander planter.

Ved du, at en voksen indånder omtrent 10 kilo indeluft i døgnet?

Ved du, at et dårligt indeklima kan give dig og din familie hovedpine, øget træthed og koncentrationsbesvær? Ved et dårligt indeklima beskadiges huset også. Over længere tid kan der opstå fugt- og rådskader i huset. Så sørg for, at dit hus kan ånde!

Vi giver her fem fif til frisk luft:

1. Luk luften ind
Du bør åbne døre og vinduer 5 til 10 minutter 3 gange om dagen – hele året rundt.

2. Gør rent
Det er vigtigt for et godt indeklima med grundig støvsugning en gang om ugen – specielt hvis du eller en i din familie lider af astma eller allergi. Støvsug både gulv og møbler, inden du vasker gulvet og aftørrer vandrette flader – det fjerner effektivt støv og allergener i dit hjem.

3. Indstil varmen
Hav varme på i hele huset – det holder fugten ude. Den ideelle temperatur bør ligge på 20 21°C i opholdsrummene. I de ’koldere’ rum som soveværelse, pulterkammer og gæsteværelse bør du sætte termostaten på mindst 14 °C. Luk døren til disse rum, så det ikke bliver fodkoldt i resten af huset. Husk samtidig, at du sparer 5 % på varmeregningen, hvis bare du sænker temperaturen i hele huset med 1 °C. (Kilde: www.sparenergi.dk)

4. Giv huset ventiler
Det optimerer den naturlige ventilation at sætte ventilationsventiler op. Der findes både vinduer og døre med friskluftsventiler. Skal du efterisolere loftet eller kælderen, så sørg for, at du får installeret ventilation disse steder, så fugten kan komme ud i det fri.

5. Installaér et ventilationsanlæg
For at suge den ’gamle’ luft ud af køkken, badeværelse og bryggers kan du også installere et ventilationsanlæg med varmegenvinding. Varmen herfra opvarmer den friske luft, der blæses ind i huset udefra. Anlægget filtrerer luften for bl.a. pollen og sodpartikler. En anden mulighed er at investere i et ventilationsanlæg med en varmepumpe, der opvarmer både hus og brugsvand. Det er nemmest at installere ventilationsanlæg i huse med ubenyttede loftsrum og krybekældre, hvor der er plads til de rør, der skal føre den friske luft ind i opholdsrummene.

Spar
Bor du i et tæt hus uden ventilationsanlæg, kan du med fordel investere i et anlæg med varmegenvinding. Hermed sænker du udgifterne til opvarmning, og det kan spare dig for helt op til 4.000 kr. om året.

Kilde: www.sparenergi.dk

Vigtigt!
Hvis du har fundet større områder med skimmelsvamp, bør du kontakte en fagmand for at få det fjernet, så svampen ikke bliver et tilbagevendende problem for dig. Skimmelsvamp kan både være sundhedsskadeligt og ødelægge konstruktionerne i din bolig.

Undgå radon
Radon er en naturligt forekommende og radioaktiv gasart, som findes i undergrunden. Den kan trænge ind i dit hus og giver en øget risiko for lungekræft. Sundhedsstyrelsen skønner, at 350.000 huse i Danmark har et for højt radonniveau i luften. Du kan nedbringe niveauet af radon ved at tætne huset og øge ventilationen.

Privatlivspolitik