Skidt for sig og regn for sig


Mange steder i Danmark er kloaknettet ikke gearet til at håndtere ekstreme regnmængder, og det går ud over både boligejere og miljø. Derfor har flere kommuner besluttet at indføre separatkloakering.

Separatkloakering betyder, at spildevand og regnvand skal adskilles i kloaksystemet, og at der lægges en ny ledning til spildevandet og en ny til regnvandet.

Kloakforsyningens ansvar
Det er kloakforsyningerne, der har ansvaret for at lægge de nye, offentlige kloakledninger. Det nye kloaksystem skal modtage spildevand og regnvand fra de omkringliggende boliger og grunde og regnvand fra vejene.

Når forsyningen har lagt de nye offentlige ledninger, bliver der lavet et nyt regnvandsstik og et nyt spildevandsstik til hver private grund. Som regel bliver der også sat en ny regnvandsog en ny spildevandsskelbrønd inde på grundene. Alt det betaler forsyningen, og når det er på plads, er det grundejerens ansvar at koble sig på de nye skelbrønde og ledninger.

Grundejernes ansvar
Som grundejer skal du sørge for den del af separeringen, som foregår på din grund, og du skal også selv betale. Du skal sørge for at koble spildevandet fra toiletter, vaskemaskine osv. til dit spildevandssystem og regnvandet fra dine tage og din indkørsel på dit regnvandssystem.

Vær opmærksom på, at arbejdet inde på din grund skal udføres af en autoriseret kloakmester, og at du skal færdigmelde separeringen til din kommune. Færdigmeldingen består oftest af en kloaktegning, og den skal stemples af din kloakmester.

OBS. Først når alle grundejere i et nyt separatkloakeret område har adskilt regnvand og spildevand på egne grunde, kan kloakforsyningen lukke det gamle kloaksystem ned og åbne for det nye spilde- og regnvandssystem.

Hvad sker der med regn- og spildevand?
Ved en separatkloakering ledes regnvandet til et nyt regnvandsbassin, hvor det bliver renset og ledt tilbage i naturen. Spildevandet sendes til renseanlægget, hvor det bliver renset og ledt tilbage i naturen igen.

Privatlivspolitik