Wednesday, July 3, 2019

10 facts om vild pastinak

Vild pastinak er egentlig meget smuk, som den står og vipper i grøftekanterne, men planten er giftig og kan give eksemlignende udslæt og vabler på huden. Vi giver dig her 10 facts, som du måske ikke vidste om vild pastinak:

1/ Vild pastinak er i familie med stor bjørneklo, og selvom de indeholder den samme type gift, er der en større mængde gift i bjørnekloen.

2/ Giften findes både i vild pastinaks stængler, rødder og blomster, og du bør derfor helt undlade nærkontakt med planten.

3/ Vild pastinak kan blive helt op til to meter høj.

4/ Vild pastinak blomstrer fra juni til august.

5/ En vild pastinak-plante kan sætte cirka 1.000 frø, og frøene bevarer deres evne til at spire i helt op til fire år.

6/ Det er plantens gift kombineret med sollys, der giver vabler og sår, og derfor bør du – hvis du har haft hudkontakt med vild pastinak – undgå sollys i cirka 48 timer efter. Derudover rådes du til at skylle den udsatte hud grundigt med vand og kontakte din læge.

7/ Vild pastinak er særlig karakteristisk, da den modsat mange andre skærmplanter har gule blomster og gulgrønne stængler. Derudover kan du genkende planten på de fjersnitdelte blade, der ligeledes har en gulgrøn farve.

8/ Vild pastinak er en invasiv plante.

9/ Vild pastinak blomstrer som udgangspunkt i sit andet leveår – men kun hvis forholdene er optimale. Er de ikke det, kan planten leve i helt op til fem år, før den blomstrer.

10/ Vild pastinak og rodfrugten pastinak er ikke den samme, og du kan derfor spise rodfrugter med ro i sindet.

Du kan læse meget mere om vild pastinak på Miljøstyrelsens hjemmeside.

Privatlivspolitik