Tuesday, November 12, 2019

Dette skadedyr invaderer danske hjem netop nu

Du kender sikkert allerede sølvfisk, som er et ganske almindeligt insekt, der findes i de fleste danske hjem, men nu er sølvfiskens storebror, skægkræ, flyttet til Danmark, og han er godt i gang med at invadere boliger landet over.

Svært at kende forskel
Det kan være utrolig svært at kende forskel på sølvfisk og skægkræ, da de minder meget om hinanden. Skægkræ bliver dog noget større end sølvfisk, ligesom de er mørkere og har længere halebørster og følehorn. 

Ufarlige, men ulækre
Hverken sølvfisk eller skægkræ udgør nogen sundhedsmæssig fare, men derfor er de ikke ligefrem lækre at have til at krible rundt i boligen. Hvor sølvfisk ofte holder til på badeværelset, indtager skægkræ hele boligen, og de kan derfor være svære at slippe af med igen – hvilket også er årsagen til, at mange opfatter dem som et problem.

Skægkræ opholder sig helst på mørke, varme og tørre steder, for eksempel i skabe, og så kan du være uheldig at finde dem i dine havregryn eller i dit mel. Her kan sølvfisk også finde på at søge hen, men slet ikke i samme grad som skægkræ, der er noget mere opsøgende.

via GIPHY

Sølvfisk holder ofte til, hvor der er varme, høj luftfugtighed og føde, og det er derfor, de primært findes på badeværelser. De foretrækker nemlig at spise sukkerstoffer og stivelse, og det har de blandt andet adgang til i de aflejringer af sæberester, som findes i brusekabiner og håndvaske. De kan også leve af tapetklister, og de kan i værste tilfælde gøre skade på bøger, frimærker og fotos.

Hvordan bekæmpes sølvfisk og skægkræ?
Er sølvfisk eller skægkræ gået i køkkenskabene, skal du først og fremmest skille dig af med al den mad, som de har fået adgang til, og så skal du fremadrettet pakke tørre madvarer i lufttætte bøtter. Derudover skal du lufte ud i din bolig 5-10 minutter tre gange om dagen samt støvsuge og gøre grundigt rent. Undlad at vaske dit gulv for ofte, da sølvfiskene er glade for fugt.

Du kan også købe lokkedåser eller limfælder til bekæmpelse af sølvfisk og skægkræ. De fungerer på samme måde som lokkedåser til myrer og er ofte at foretrække frem for insektspray, da du undgår, at giften spreder sig til hele din bolig.

Det kan være rigtig svært at bekæmpe skægkræ selv, da de som nævnt spreder sig til hele boligen i løbet af kort tid. Opdager du, at dit hjem er blevet invaderet af skægkræ, bør du overveje at kontakte en skadedyrsbekæmper, som kan hjælpe dig med at løse problemet på den mest effektive måde.

Privatlivspolitik