Højt på strå


Helt tilbage siden Stenalderen har man i Danmark benyttet sig af strå – også kaldt tagrør – som afdækningsmateriale til hustage. Og forestillingen om det stråtækte bindingsværkshus i landlige omgivelser er for mange i dag forbundet med nostalgi og romantik.

Særligt i feriehusområder, hvor naturen ofte er lige i baghaven, står et stråtækt hus i smukke omgivelser. Det kan derfor være værd at overveje, om stråtag er den rette løsning til netop dit feriehus.

Et personligt præg
Tagrør er et fleksibelt materiale, der kan arbejde sammen med alle slags byggematerialer. De smidige strå kan formes næsten, som du vil. Det giver mulighed for at lave unikke løsninger, der passer til husets stil og arkitektur. Tagrørene kan smyge sig om tagfladen som én enhed, hvor de fleste andre tagmaterialer kræver tilskæring og inddækning.

Tilbage til naturen
Hvis du vælger stråtag til dit feriehus, får du et tag, der ikke kræver megen vedligeholdelse. Dog er det vigtigt at sørge for at fjerne mos, blade og alger for at undgå råd. Afdækningen på tagryggen – også kaldet mønningen – beskytter det øverste lag af tagrør.

Medmindre tagryggen er lavet af kobber, slides den hurtigere end resten af taget og skal udskiftes hvert femte til tiende år. Resten af taget har typisk en holdbarhed på minimum 30 år, og når det har udtjent sin levetid, kan det afbrændes på et varmeværk eller omdannes til kompost og dermed vende tilbage til jorden. Tagrør er 100 % naturmateriale, der vokser vildt i vådområder. Det skal blot høstes og renses, og det er derfor en af de mest miljøvenlige tagbelægninger, du kan vælge.

Gør-det-ikke-selv
Ved at lade en professionel tækkemand stå for opgaven sikrer du dig et tag, som kan holde
i mange år. Taget skal blandt andet have en hældning på mindst 45 grader og en god luftcirkulation imellem rørene. Det sikrer, at taget tørrer hurtigt efter regn, så svamp og råd undgås.

Privatlivspolitik