Feriehusets vilde have


De fleste feriehushaver er lidt mere vilde end dem, man ser i et parcelhuskvarter. Men de kræver stadig pleje – både af hensyn til dig selv og andre.

Det er de færreste, der har en plejekrævende have i deres feriehus. Man besøger måske ikke sit feriehus så tit, og når man er der, vil man også gerne bare slappe af. Derfor giver det mening at have planter, der passer sig selv. I mange feriehusområder giver det sig selv, da de lokale forhold byder på sand, salt og blæst, som betyder, at det kun er hårdføre og langsomt voksende planter, der kan klare sig. Men en naturgrund skal dog også trimmes. Du kan med fordel hyre en gartner eller servicevirksomhed til at passe din grund i de perioder, hvor du ikke selv har tid.

Slip for slæbet
De fleste veje i feriehusområder er private fællesveje, der bruges af flere personer og er åbne for offentlig trafik. Her skal både feriegæsterne, feriehusejerne, renovationsbilen, ambulancen, brandbilen og slamsugeren kunne komme frem. Som grundejer er det dit ansvar at vedligeholde vejen samt beskære træer og buske, der er til gene for trafikken. Hvis du gerne vil slippe for at slæbe maskiner og tungt udstyr med til feriehuset, kan du få din fagmand til at tage tjansen. Så slipper du også for at rydde op.

Husets udearealer
Når vejret er godt, er det vigtigt at have nogle gode områder uden for huset, hvor man kan nyde vejret. Anlægger du flere pladser rundt om huset, har du noget til enhver anledning. En træterrasse er en dejlig forlængelse af feriehuset, og det føles godt under de bare tæer. Et stort trædæk åbner huset op og giver en nem mulighed for at spise ude, tage avisen med udenfor og i det hele taget flytte mange indendørsaktiviteter udenfor i det gode vejr. Den
direkte udgang fra huset betyder, at huset føles større og lysere på dage med godt vejr.

Huskeliste ved anlæg af udearealer og terrasser

  • Sol eller skygge? 
  • Træ eller fliser?
  • Overdækning eller ej?
  • Afskærmning?

Naturligt liv i sommerhushaven

  • Sæt fuglekasser op
  • Lav et køligt sted til frøer med en bunke sten og nogle gamle fliser
  • Lav en bunke med afklippede grene som pindsvinet kan overvintre i
  • Sæt træer og buske i skellet i stedet for hegn eller plankeværk, hvis du gerne vil have råvildt og andre dyr gennem haven
Privatlivspolitik