Få andre til at klare græsslåning og vedligehold


Det kan være svært at nå det hele selv – særligt når man har to huse at passe. Flere og flere overgiver rengøringen af feriehuset til en professionel, der samtidig kan holde øje med huset og fikse småting.

I dag er det okay at indrømme, at man ikke kan alt selv – eller for den sags skyld ikke har lyst til at klare alt selv. Hvis man kan gøre livet lidt lettere for sig selv og familien, hvorfor så ikke gøre det? For nogens vedkommende ligger feriehuset langt væk fra deres faste bopæl, og det kan derfor give en stor tryghed at lade andre om at holde opsyn med det. For andres vedkommende betyder det frihed, at huset gøres klar til nye feriegæster, uden at de selv behøver at røre en finger. Du kan som regel lave en aftale, der passer lige præcis til dine behov.

Opsyn, tryghed, sikkerhed
De fleste rengørings- og viceværtsfirmaer, der specialiserer sig i feriehuse, tilbyder en lang
række services ud over den almindelige rengøring. Disse tilbud kan måske spare dig for en grim oplevelse. Mange feriehusområder er plagede af indbrud, hvorfor det kan være en god tyverisikring, at der bliver kigget til huset jævnligt og flyttet rundt på ting, så det ser beboet ud. Viceværten kan klare småskader, før de bliver problemer, eller ringe til en fagmand eller feriehusejeren selv. Jo længere tid der går, før man eksempelvis opdager en vandskade, jo værre bliver det. Med det i stigende grad ekstreme vejr, vi oplever i Danmark, kan en opsynsmand godt ende med at blive en god investering.

TIP: Få dit servicefirma til at sørge for, at dine feriegæster bliver mødt af friskplukkede blomster fra haven.

Typiske servicer
› Rengøring
› Måleraflæsning
› Vinduespolering
› Vande planter
› Rense tagrender
› Klippe græs og hæk
› Almindeligt opsyn
› Tjekke for storm- og vandskader
› Snerydning

Privatlivspolitik