Det’ gas


Et gammelt gasfyr kan være dyrt i drift – især hvis det har 15–20 år på bagen. Derfor bør du overveje, om dit gasfyr skal skiftes ud med en nyere model, hvor du kan spare op til 30% på dit gasforbrug.

Det er ikke længere lovligt at installere gasfyr i nye boliger, medmindre der ikke er egnede alternativer til rådighed, og/eller lokalplanen tillader gasfyr. Ældre boliger med gasfyr må til gengæld godt få udskiftet det gamle gasfyr med et nyt. Det er forholdsvis nemt og ukompliceret at udskifte gasfyret, og investeringen kan hurtigt være tjent hjem som følge af et lavere gasforbrug og øget komfort.

Kondenserende kedler
Du skal skifte det gamle fyr ud med et kondenserende fyr, hvor den kondenserende kedel udnytter varmen fra forbrændingen og genbruger varmen, der er gemt i vanddampen.

Det forhøjer energieffektiviteten på fyret. De nyeste gasfyr er i dag koblet op på internettet, så du let via brugervenlige apps kan indstille og følge dit gasfyr fra din smartphone eller tablet.

Den 26. september 2015 trådte nye regler for energimærkning af blandt andet gasfyr i kraft. Nu følger energimærkningen af opvarmningsanlæg samme skala som øvrige energimærkede produkter såsom fjernsyn og hårde hvidevarer, hvor dårligste og bedste energimærke er henholdsvis energimærke G og energimærke A+++. Det betyder, at du som kunde nemt kan sammenligne for eksempel energieffektivitet og støjniveau for de forskellige gasfyr, men også på tværs af andre opvarmningsanlæg som oliekedler og varmepumper.

Husk dine pligter
I nogle områder har du tilslutnings- og forblivelsespligt til naturgas. Det betyder, at du er forpligtet til at betale de faste udgifter til gasnettet, hvis du først er tilsluttet, men at du ikke er forpligtet til at bruge naturgassen. I nogle tilfælde kan du få dispensation og få din ejendom fritaget fra pligten. Det kan for eksempel gælde for lavenergibygninger. Det er en god idé at forhøre dig om reglerne for dit område hos din kommune.

Erviceeftersyn og vedligeholdelse
Et gasfyr skal have jævnlige serviceeftersyn. Flere fabrikanter tilbyder en udvidet garanti på gasfyret på helt op til 4, 5 eller 10 år, men det er ensbetydende med, at visse betingelser skal overholdes, såsom minimum et serviceeftersyn hvert andet år. En god tommelfingerregel er derfor at overholde fabrikantens anvisninger.

Læs mere om krav til serviceeftersyn i Gasreglementet (afsnit A) på sik.dk. Den eneste form for vedligeholdelse, du selv skal stå for, er at holde øje med vandtrykket på dit gasfyr og, hvis der er behov for det, fylde efter med vand i centralvarmeanlægget. Derfor bør du også betragte de jævnlige eftersyn som din forsikring mod uheld.

Brug en autoriseret installatør
Husk, et gasfyr skal installeres af en autoriseret VVS-installatør. Det er en god idé at konsultere en installatør, som kan give dig gode råd om, hvilket gasfyr der passer til din bolig, varmeforbrug og økonomi.

Find dit nye gasfyr:
Se listen over energimærkede gasfyr her: www.dgc.dk/energimaerkede-kedler

 

Privatlivspolitik