7 tips til at holde dit tag sundt og sikkert

Taget på din bolig er noget af det vigtigste at vedligeholde, da det holder hele dit hjem tæt, tørt og sikkert. Selvom det kan virke som en kedelig opgave at bruge tid og penge på, så er det godt givet ud. Læs med her, og få tips til at holde dit tag pænt og sundt.
1. Vedligehold løbende
Det er vigtigt at vedligeholde dit tag løbende, så det forbliver intakt. Hvis du sørger for at få repareret små utætheder og ødelagte tagsten eller tagpap, så når det ikke at udvikle sig til større – og dyrere – skader.
2. Vær opmærksom på særlig udsatte steder
Dit tag er særlig udsat på steder, hvor der stikker noget op gennem taget eller i overgangen til andre dele af huset. Det gælder eksempelvis skorstene, ovenlysvinduer og ventilationshætter. Dertil er tagrender og områder, hvor taget møder facaden, vigtige steder at holde øje med. Tjek derfor jævnligt disse steder, så eventuelle skader hurtigt kan blive rettet op på.
3. Husk frisk luft
Et tagrum har brug for ventilation og frisk luft. Sørg for, at der ikke er lukket til for ventilationsåbninger, og at isoleringen ikke ligger for tæt på taget. Hvis luften virker tæt og fugtig, kan det være tegn på, at der er for lidt ventilation i tagrummet.
4. Eternittage
Har du et eternittag, skal du være opmærksom på, at hvis taget er fra før 1984, indeholder det asbest, og hvis det er fra 1984 til 1988, kan taget indeholde asbest. Her gælder der særlige regler, hvis du vil have renset eller udskiftet tagplader.
5. Tjek for skadedyr
Et tagrum kan være et perfekt levested for både mus, rotter og husmåren. Derudover kan både borebiller og husbukke flytte ind i tagkonstruktionen. Vær derfor opmærksom på, at der ikke er skadedyr i tagkonstruktionen og tagrummet.
6. Isolér dit tagrum
Er der mindre end 200 mm isolering, er det som regel en god investering at efterisolere taget.
7. Kontakt en fagmand
Skal du have repareret dit eksisterende tag, er det en god ide at rådføre dig ved en håndværker eller anden erfaren fagmand. Forkert vedligeholdelse kan nemlig give store og dyre skader i konstruktionen.
Del


