5 tips: sådan indretter du dig til bedre nattesøvn

En god og sammenhængende nattesøvn er essentiel for vores sundhed og velvære i hverdagen. Og faktisk kan indretningen af dit soveværelse betyde mere, end du måske ved for kvaliteten af din søvn.
Det betyder heldigvis også, at det i mange tilfælde er muligt at indrette dit soveværelse, så du kan sove endnu bedre om natten. Her følger 5 nemme tips, der kan give dig bedre betingelser for at være frisk og udhvilet, når vækkeuret ringer mandag morgen.
Gør soveværelset mørkt
Det har stor betydning for vores nattesøvn, at vi sover i et mørkt rum. Mørket signalerer til kroppen, at det er nat, hvilket giver os lyst til at sove. Sørg derfor for at kunne lukke alt lys ud fra dit soveværelse. Køb eventuelt nogle mørklægningsgardiner, der især bliver nyttige i sommerhalvåret. Har du elektronik i soveværelset, kan det også være en god ide at slukke helt for udstyret, så det røde standbylys ikke forstyrrer. Er det umuligt for dig at gøre dit soveværelse helt mørkt, kan du også overveje, om du skal bruge en sovemaske.
Find den rette temperatur
Hvis du gerne vil falde lettere i søvn, kan du forsøge at få en lavere temperatur i soveværelset end i de øvrige rum i din bolig. Den lave temperatur fortæller nemlig til vores kroppe, at det er tid til at sove.
Skab et roligt miljø
Soveværelset skal være et sted, hvor du har mulighed for at falde til ro og slappe af. Skil dig af med overflødige møbler, teknik og andre genstande, og lad sengen være fokus for rummet. På den måde er det nemmere at falde til ro inden sengetid.
Fjern alle forstyrrende lyde
Bilstøj, en snorkende partner og andre lyde kan være svære at gøre noget ved. Men det kan være en god ide, fordi (høje) lyde kan være forstyrrende for din søvn. Kan du høre lyde fra den anden side af væggen, kan du eventuelt flytte sengen fra den ene ende af rummet til den anden, eller måske har du mulighed for at flytte soveværelset til en roligere ende af huset. Alternativt kan du isolere med lyddæmpende isolering, hvis det er nødvendigt.
Find den perfekte seng
Du tilbringer en tredjedel af dit liv i din seng, så derfor er det vigtigt at finde en, der passer perfekt til dig. Der findes mange forskellige madrasser med forskellige fastheder og komfortmuligheder, så find en, som passer bedst til dig. Rådfør dig eventuelt med en fagmand, der kan hjælpe dig med at udvælge seng efter dit behov.
Del


